Gå til hovedindhold

    Screeningsforløb for anlæg til vedvarende energi i Syddjurs Kommune

    Følg med i screeningsforløbet for projekter til vedvarende energi, som kan medvirke til at fortrænge fossile energikilder i energiproduktionen i Syddjurs Kommune.

    Aktuelt

    Syddjurs Kommune har på baggrund af nuværende erfaringer med planlægning for vedvarende energianlæg startet et screeningsforløb. 

    Med screeningsforløbet undersøger vi, om det foreslåede anlæg kan lade sig gøre planlægnings- og lovgivningsmæssigt, hvor stort udbyttet og behovet for anlægget er, og hvad det forventede anlæg giver tilbage i forhold til merværdi og fremtidssikring.

    Vi søger således svar på, hvordan vi kan planlægge, så fossile energikilder udgår af vores energiproduktion. Vi søger også svar på, hvordan vi samtidig får indpasset anlæggene bedst muligt i Syddjurs Kommunes landskaber og lokalområder. 

    Lige nu indkalder Syddjurs Kommune potentielle projekter, som kan medvirke til at omstille energisektoren. Byrådet har besluttet at fremsende forhåbninger og ønsker til indholdet i de fremsendte projekter, så der er en vis sammenlignelighed projekterne imellem.

    Med den efterfølgende screening er det målet, at dialogen om projekternes værdi for Syddjurs Kommune står på så nuanceret et grundlag som muligt. Deadline for at fremsende projekter er den 26. september 2025. 

    For borgere

    Læs med her, hvis du er nysgerrig efter at vide mere om emnet

    At screeningsforløbet er sat i gang kan betyde, at nogle selskaber retter henvendelse til dig eller dine naboer som forberedelse til det kommende forløb.

    Du kan derfor som lodsejer eller nabo opleve, at der er aktivitet om et nærliggende projekt, selvom politikerne endnu ikke har forholdt sig til projektmuligheden. I nogle tilfælde har Syddjurs Kommune ikke kendskab til det projekt, du hører om.

    Det er først, når vi krydser deadline for fremsendelse af projektansøgninger, at Syddjurs Kommune kigger på materialet og starter screeningen. 

    Vi beder både om en beskrivelse af projektet og en skitse for projektet. Målet er, at det skal være muligt at få så god en indsigt i projektidéen som muligt og samtidig have en mulighed for indpasning af projektet i lokalområdet. 

    Projektskitse

    Syddjurs Kommune beder om en skitse, hvilket vil sige en tegning, der er åben for bearbejdning og tilpasning. Skitsen er en tegning eller illustration, der skal vise, hvordan et projekt kan bearbejdes og passes ind i omgivelserne.

    Vi beder om, at skitsen er åben for justeringer og tilpasninger. Samtidig beder vi om, at skitsen peger på de hensyn, som projektet vil tage til lokal natur og miljø samt omgivelser.

    Endelig skal skitsen være realistisk i forhold til det eller de byggefelter, som er nødvendig for anlægget. Et byggefelt er det areal, som det tekniske anlæg har brug for at stå på. 

    Projektbeskrivelse 

    Syddjurs Kommune ønsker at behandle de indkomne projektideer helhedsorienteret. For at det er muligt, har kommunen 10 ønsker til, hvad projektbeskrivelserne indeholder. Bemærk, at det er ønsker og ikke krav.

    Det er op til udviklerne at vurdere, hvordan de bedst beskriver deres projektideer.

    De 10 ønsker er: 

    1. En teknisk gennemgang af, hvordan projektet forholder sig til natur, miljø og retningslinjer i kommuneplanen.

    2. En beskrivelse af, hvordan udvikler tænker anlægget indpasset i landskabet, med særligt fokus på placering af byggefelter, afskærmning, afstande til boliger, sommerhuse, turismeanlæg og lignende.

    3. En uddybning af, hvilken merværdi projektet forventes at indeholde. Det kan være styrkelse af oplevelser i området, øget naturindhold, grundvandsbeskyttelse og lignende. Det skal nævnes, at en afledt merværdi, som er forudsat økonomisk bidrag fra eksempelvis Grøn Pulje, ikke betragtes som en merværdi. Merværdien skal komme af projektet og etableringen af projektet i sig selv. 

    4. En beskrivelse af, hvordan projektet kan fungere i sammenhæng med f.eks. nærliggende tekniske anlæg og erhverv som blandt andet landbrugs- og turismeerhverv.

    5. Argumenter for behovet for den energiform eller bidrag til energikredsløbet, som udvikler gerne vil etablere.

    6. Hvordan placeringen af anlægget forholder sig til afstande til aftagere og leverandører.

      Her følger en  ikke udtømmende beskrivelse af, hvad aftagere og leverandører kan være:

      Relevante aftagere af anlæggets hovedprodukt samt overskudsel- og varme kan være husstande og større erhverv, transformerstationer og energitransmissionsnet. Produkter som brint og gas skal i nogle tilfælde fordeles på særlig vis, eksempelvis med lastbil.  

      Relevante leverandører kan være biomasse, strøm eller andre energikilder, som skal transporteres til anlægget, hvis ikke anlægget selv producerer energi baseret på vind og sol.

    7. Forventet realiseringstid.

    8. Om det foreslåede anlæg er afhængig af nærhed eller afstand til andre særlige anlæg, miljø og natur og lignende.

    9. Om anlægget på placeringen fungerer særligt godt med andre anlæg, og om udvikler forventer andre vil drage nytte af det foreslåede anlæg og placering.

    10. Hvordan udvikler tænker at spille ind i den dialog, som Syddjurs Kommune ønsker at arbejde med. 

    Her opdaterer vi løbende spørgsmål og svar om screeningsfasen. 

    Spørgsmål Syddjurs Kommunes bemærkninger

    Hvilke tilladelser er der fået fra Syddjurs Kommune, når en ansøgning sendes ind eller når udvikler henvender sig til naboer og lokalområde?  

    Når Syddjurs Kommune ikke er i gang med at behandle en ansøgning, er der som udgangspunkt  ikke givet tilladelser der vedrører det konkrete projekt. 

    Ved Syddjurs Kommune hvor alle potentielle projekter er? 

    Nej. Vi kender først til projektønsker og forslag, når ansøgningsfristen d. 26. september er overstået. Vi beder tidligere indsendte projekter (efter 2021) blive genbekræftet, så vi ved, at der stadig er interesse i projektet. 

    Hvornår planlægges offentlig høring? 

    Der er ikke planlagt offentlig høring på nuværende tidspunkt. Dette vil følge udviklingen af screeningsfasen for vedvarende energiprojekter. Omfanget og indholdet af en offentlig høring vil være er afhængig af hvilke fremsendte projekter Syddjurs Kommune modtager inden 26. september 2025, og hvad politikerne vælger at sende i offentlig høring. 

    Hvordan tager et projekt højde for påvirkning af beskyttet natur inden det er sendt frem?  

    Syddjurs Kommune har ikke forholdt sig til, om der er taget hensyn til beskyttet natur i de potentielle projekter på nuværende tidspunkt.

    Dette vil afvente screeningen af projektet, når projektbeskrivelse/ansøgning er modtaget. Dog beder vi alle projekter forholde sig til beskyttelser og bindinger. 

    Hvis du har lyst til at læse mere om de politiske mål, planprocessen og muligheder for at få indflydelse på projekter og beslutninger, kan du læse mere om de generelle forhold her på hjemmesiden, under "lnformation om planlægning og mål"  

    For udviklere 

    Her kan du finde information til udviklere af energiprojekter

    Deadline og type af ansøgninger

    Spørgsmål Syddjurs Kommunes bemærkninger

    Kan tidligere projekter blive sendt ind igen?

    De, af de 8 +1 første projekter fra 2021, der ikke blev optaget en planproces for, er der ikke ønske om at planlægge for.  
    Det er muligt at orientere sig i Byrådsbeslutningen af 23. juni 2021: Åben Dagsorden, punkt 795

    Efterfølgende har der været fremsendt forslag, som ikke er behandlede, da vi har afventet dette screeningsforløb.

    Vi har brug for at projektudviklere enten genbekræfter eller fremsende en revideret ansøgning, hvis projektet skal viderebringes til politisk behandling. Projekterne bliver ikke videreformidlet pr. automatik, selvom vi tidligere har modtaget en projektansøgning.  

    Hvis ikke et projekt bliver prioriteret i første omgang, vil Byrådet så på et senere tidspunkt tage projektet op og behandle det?

    Det er op til en politisk beslutning, hvordan de indsendte ansøgninger bliver behandlet.  

    Seneste proces har betydet at nogle borgere har været 'fanget' i en periode. Vi vælger efter behov og formåen det, der giver politisk mening. 

    Hvad hvis man melder ind med et projekt/placering på et senere tidspunkt?  

    Det kan vi ikke tage stilling til. Den proces, der er lagt op til, er den der er godkendt politisk.

    Sammenhæng mellem energiprojekter og andre indsatser

    Spørgsmål Syddjurs Kommunes bemærkninger

    Hvad er Syddjurs Kommunes overvejelser ang. synergien med Trepart? 

    Det kommer an på den videre proces i forbindelse med synergieffekterne. Lige nu er det primære fokus på lavbundsjorde, CO2 og kvælstof.  

    Hvad er kommunens forventede tidshorisont for screeningsfasen, og hvordan ser kommunen, at vi bedst spiller ind i de overordnede energiplaner og klimamål i Syddjurs? 

    Tidshorisonten for screeningsfasen fastsættes af det kommende Byråd. Denne første del af screeningsfasen skal sikre, at det kommende byråd på et oplyst grundlag kan træffe beslutninger om kommende planlægning. Det vil også være op til det kommende Byråd at afstemme takten i klimahandlingsplan og planlægning.   

    Klimahandlingsplanen skal i øvrigt gennem en ratificeringsproces. 

    Strategisk energiplanlægning

    Spørgsmål Syddjurs Kommunes bemærkninger

    Er der dialog med DSO’erne (Energinet, Konstant m.v.)?  

    Ja. Det er hele formålet med screeningsfasen.  

    Planmæssige forudsætninger, planproces og screeningsfase

    Spørgsmål Syddjurs Kommunes bemærkninger

    Hvordan forholder Syddjurs Kommune sig til de afstande og afværgeforanstaltninger, der er beskrevet i ”Vejledning om planlægning for lokalplanpligtige solcelleanlæg i det åbne land”? Puplikation

    Vejledningen beskriver en vej, hvis ikke andet kan aftales i planprocessen.  

    Hvordan forholder Syddjurs Kommune sig til energianlæg inden for kystnærhedszonen?  

    Det følger principperne for planlægning inden for Kystnærhedszonen. Det skal i den forbindelse nævnes, at det ikke er en forbudszone.  

    Hvorfor er der ikke retningslinjer for eksempelvis fjernvarme i kommuneplanen?  

    Kommuneplanens retningslinjer er ikke udtømmende. Der er flere emner, der ikke er optaget retningslinjer om (eksempelvis fjernvarmeanlæg, batterianlæg, energifællesskaber m.v.). På samme vis kan retningslinjerne for eksempelvis energianlæg ikke stå alene. Det er derfor altid relevant at forholde sig til retningslinjerne for det åbne land, herunder Grønt Danmarkskort, Landskaber, Grundvand/drikkevand, klima og overfladevand.  

    Kan kommunen i screeningsfasen give en tidlig vurdering af, om et areal er realistisk til formålet, eller forventes det, at vi selv skal indhente særskilte myndighedsvurderinger? 

    Screeningsfasen med tilhørende arealbarometer og tilknyttede analyser skal medvirke til at vurdere, om et projekt kan være realistisk. Screeningsfasen beror på, at de fremsendte projekter er så veloplyste som muligt.  Vu forventer at offentligt tilgængeligt materiale såsom gældende kommuneplan og natur- og miljøinformation indgår i udviklers overvejelser om indplacering af projektet. 

    I forhold til batterianlæg, kan de ansøges som en ordinær byggesag/landzonetilladelse. Eller skal der særlig planlægning til? Og gælder det også for mindre projekter i tilknytning til eksisterende, skal de gennem “den store proces”?. 

    Det kommer an på en konkret vurdering af det enkelte anlæg. Vi kan desværre ikke give en generel udmelding til netop spørgsmålet om landzone eller ej, da det altid afhænger af en konkret vurdering af den pågældende sag.  

    Syddjurs Kommune anbefaler at indsende projekt på plan.udvikling@syddjurs.dk ved fristen 26. september. Herefter vil landzonemyndigheden vurdere projektet, herunder om projektet vil skulle behandles i en planproces.  

    Placeringen af et projekt

    Spørgsmål Syddjurs Kommunes bemærkninger

    Hvordan ser kommunen på en ansøgning, hvor placeringen endnu ikke er fastlagt, men hvor vi søger om at finde et egnet areal i umiddelbar nærhed af Rønde? 

    Der er ikke umiddelbart lagt op til at Syddjurs Kommune kan behandle en åben ansøgning med henblik på efterfølgende at lokalisere en placering for et energianlæg. Hvis ikke der indleveres projektplaceringer, vil det være vanskeligt at screene projektet med arealbarometeret.  

      
    Efter spørgemødet:   

    Hvis der er særlige omstændigheder ved projekter, som betyder det på nuværende tidspunkt er muligt at lokalisere et område/egn, men ikke et bestemt areal, er Administrationen interesseret i udviklers kriterier for indplacering af projektet på lokalområdeniveau. 

    Projektskitser og merværdi

    Spørgsmål Syddjurs Kommunes bemærkninger

    Hvordan forholder Syddjurs Kommune sig til en projektskitse, der er udarbejdet med nabolaget?  

    Det vil være relevant at beskrive grundlaget for den indsendte skitse. Uanset skitsens ophav vil projektet stadig skulle gennemgå en planproces og følge samme skridt som øvrige projekter.    

    Aftaler med lodsejere

    Spørgsmål Syddjurs Kommunes bemærkninger

    Forventer kommunen at der foreligger bindende aftaler med lodsejere allerede i skitsefasen, eller kan dette afklares senere i processen når der endnu ikke er valgt en endelig placering? 

    Administrationen forventer, at der fra udviklers hånd kan sikres en aftale, så planlægningsprocessen ikke er forgæves. Dette kan være i form af en fuldmagt.     

    Øvrige

    Spørgsmål Syddjurs Kommunes bemærkninger

    Hvordan forholder Syddjurs Kommune sig til ekspropriationsmuligheder? 

    I Screeningsforløbet forholder vi os som udgangspunkt til det plantekniske.

    I har mulighed for at oplyse om særlige forudsætninger for jeres anlæg i projektbeskrivelsen (f.eks. regler efter varmeforsyningsloven). Disse vil også indgå i arealbarometeret, herunder “udbud og efterspørgsel” samt “ekstraordinære investeringer”. 

    Syddjurs Kommune takker for et velbesøgt spørgemøde tirsdag den 9. september 2025 kl. 13.00 – 15.00 på Syddjurs Kommunes Rådhus, Lundbergsvej 2, 8240 Ebeltoft.

    Mødets indhold og formål

    Målet med spørge-mødet var, at vi i fælles dialog kan afstemme forventningerne til den kommende proces, inden fremsendelse af projektansøgninger. 

    Opsamling fra mødet 

    Der er ikke et referat fra mødet. Opsamlingen vil være i form af "Spørgsmål og svar", som fremgår her på siden. Opmærksomhedspunkter, som har været nævnt på mødet til vil være en del af den videre proces. Herunder vil der være nogle spørgsmål, som vi først kan svare på senere i forløbet. 

    Se oplæg fra dialogmødet her: 


    Kære projektudvikler

    Syddjurs Kommune takker jer for interessen i at hjælpe os med at fortrænge fossilt. Vi vil omstille vores energikredsløb til at være uafhængigt, klogt og fremtidssikret. Jeres projekt kan være en del af den samlede løsning i vores kommune. Vi er på udkig efter projekter til hele energikredsløbet. Vi er også på udkig efter projekter, der passer til kommunens egenart og lokalområder, så vi i fællesskab får den løsning, som passer til os.

    I Syddjurs Kommune ønsker vi en dialogbaseret proces, og har som udgangspunkt fastlagt et forløb med dialoger både med udvikler, byråd og borgere. Vi regner med, at de ansøgninger vi modtager er realistiske i forhold til jeres projektudvikling, men også at ansøgningen indeholder fleksibilitet i forhold til justerings- og tilpasningsmuligheder, så dialogen om projektet og indpasning er en reel mulighed.

    Invitation til VE-projektansøgninger

    Syddjurs Kommune inviterer jer til at indsende en projektansøgning til lokalplanlægning.

    Deadline for fremsendelse af ansøgning er den 26. september 2025.

    I den forbindelse forventer vi, at ansøgningen om opstilling af energianlæg indeholder en projektskitse og et oplæg til projektbeskrivelse.

    Projektskitse

    Syddjurs Kommune ønsker at projektskitsen for det foreslåede energianlæg indeholder følgende: 

    • En idé-skitse af den umiddelbare indplacering af anlægget. Indplaceringen bør forholde sig til landskab, og naboer samt andre hensyn i forhold til en konfliktsøgning.
    • Forventede rumbehov, der angiver størrelsen på det/de forventede omfang af det ønskede anlæg.
    • Hvis vi modtager en præcis optegning af projektet med karakter af projektforslag, vil Administrationen bede jer om at træde et skridt tilbage i processen og aflevere den ønskede skitse med fokus på projektets indplacering og forbindelse til lokalområdet. 

    Oplæg til projektbeskrivelse

    Syddjurs Kommune ønsker, at oplægget til projektbeskrivelsen for det foreslåede energianlæg gør rede for: 

    1. En teknisk gennemgang af projektets forhold til beskyttelser og lignende og herunder også samtlige af de retningslinjer i kommuneplanen, som projektet berører, 

    2. Hvordan anlægget kan indpasses i landskabet med særligt fokus på placering af byggefelter, afskærmning, afstande til boliger, sommerhuse, turismeanlæg og lignende,

    3. Hvilken merværdi som økologisk værdi, rekreation og oplevelser, grundvandsbeskyttelse og lignende, som projektet forventes at indeholde,

    4. Hvordan projektet kan fungere i sammenhæng med f.eks. nærliggende tekniske anlæg og erhverv som blandt andet landbrugs- og turismeerhverv,

    5. Argumenter for behovet for den energiform, I gerne vil arbejde med,

    6. Hvordan placeringen af anlægget forholder sig til afstande til aftagere og leverandører, herunder:

      a. Relevante aftagere og leverandører som eksempelvis energitransmissions-net/transformerstationer, husstande og øvrige typer af aftagere,

      b. Relevante aftagere af anlæggets afledte produkt som brint og gas eller over-skuds-el,

      c. Relevante leverancer af biomasse/energikilder, som skal transporteres til anlægget,

    7. Forventet realiseringstid,
    8. Om der er særlige placeringsmæssige forudsætninger som afstande til særlige anlæg, miljøhensyn og lignende for jeres anlæg, 

    9. Om anlægget på placeringen fungerer særligt godt med andre anlæg, og om I forventer andre vil drage nytte af jeres anlæg og placering,

    10. Hvordan I tænker at spille ind i den dialog, som Syddjurs Kommune arbejder med. 

    Syddjurs Kommune sætter pris på, at der er tydelige overvejelser om indpasning af projektet i lokalområdet, og at retningslinjer og beskyttelseshensyn indgår i overvejelserne.

    Det er ikke et krav, men kan være en fordel, at nogle af de ønskede overvejelser også bliver illustreret i oplægget til projektbeskrivelsen. Det er Syddjurs Kommunes forventning, at der er aftaler med de lodsejere, der forventes at lægge areal til projektet – herunder både byggefelter og tilstødende arealer, der kan indgå i tilpasning af projektet. 

    Periode Aktør Hvad

    Juni 2025

    ØK (Økonomiudvalg), Byråd

    Godkende screeningsfase.

    Sommer 2025

    Administration

    Orientere udviklere om screeningsforløb og invitere til spørgemøde. 

    9. september 2025

    Administration

    Spørgemøde for interesserede udviklere.

    26. september 2025

    Udviklere

    Deadline for fremsendelse af projektansøgninger. Bemærk hvad der er skrevet til udviklere om ønske til indhold i projektansøgningerne. 

    Afventer

    Administration

    Screening af udfordringer, arealbarometer-VE, landskabs- og områdeanalyse samt mulighed for afklarende spørgsmål til udvikler. Dialog med distriktsråd.  

    Afventer

    Byråd

    Temamøde med energibranchen.

    Afventer

    ØK, Byråd

    Godkende forudgående offentlig høring og debatfase om planlægning for vedvarende energianlæg, herunder debatspørgsmål og eventuelt borgermøde. Mulighed for at vælge projekter fra.

    Afventer

    Offentlighed

    Fire ugers offentlig høring (debatfase og indkaldelse af idéer og forslag) med mulighed for borgermøde.

    Afventer

    Administration

    Uddybning af arealbarometer med indkomne høringssvar og bemærkninger fra borgere og udviklere samt klargøring af prioriteringssag.

    Afventer

    ØK, Byråd

    Prioritering af projekter til indarbejdelse i planporteføljen.

    Arealbarometer for vedvarende energiprojekter (VE) danner baggrund for en systematisk gennemgang af alle indkomne projektansøgninger. Her fremgår de helt overordnede punkter.

    Når projektansøgninger fremlægges til politisk stillingtagen, vil barometeret være ledsaget af et baggrundsnotat, der uddyber referencerne til lovgivning, vedtagne planer og politikker, analyser og fremtidssikring.  

    Planlægningsforløbet består af fire faser, hvoraf den indledende screening er fase 1. 

    I denne oversigt fremgår de forskellige led i planlægningsfasen.

    Det er muligt at vise alle fire faser samlet ved at klikke på billedet nedenfor. 

    Byrådsmøde den 25. juni 2025 - punkt 785 

    Du kan både se Byrådet behandle sagen om screeningsforløbet og læse sagsfremstillingen med de fulde bilag. 

    Åben Dagsorden

    Forenklet tidslinje for screeningsfasen, som opdateres løbende

    • 25. juni 2025 - Byrådsbeslutning - igangsætning af screening for egnede vedvarende energiprojekter

    • 9. september 2025 - Syddjurs Kommune afholder spørgemøde for udviklere.

    • 26. september 2025 - Udviklere har deadline for at fremsende projekter til screening og videre behandling

    • Afventer - Administrationen screener projekter, dialog med distriktsråd.

    • Afventer - Byrådet har temamøde med energibranchen.

    • Afventer - Politisk behandling af projekter, indkaldelse af idéer og forslag.

    • Afventer - Tidlig offentlig høring, mulighed for borgermøde

    • Afventer - Administrationen forbereder beslutningsgrundlag på baggrund af høringssvar, opfølgning.

    • Afventer - Politisk stillingtagen til projekterne.