BPA
Med en Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) kan personer med et handicap selv ansætte assistenter
Indhold
Borgerstyret personlig assistance, BPA
Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) er en ordning for borgere med omfattende funktionsnedsættelser. Med ordningen får du som borger mulighed for at få økonomisk tilskud til selv at ansætte dine hjælpere. På den baggrund har du mulighed for selv at tilrettelægge støtten ud fra dine ønsker og behov. Det skal bidrage til, at du får en mere sammenhængende indsats.
I Syddjurs Kommune er der lavet et ydelseskatalog, som skal give dig et overordnet indtryk af ordningen, herunder det serviceniveau, der politisk er vedtaget i kommunen med udgangspunkt i lovgivningen. Du kan finde ydelseskataloget her: https://www.syddjurs.dk/om-kommunen/ydelseskatalog/socialomraadet-bpa
Syddjurs Kommune har supplerende til ydelseskataloget lavet vejledende materiale om BPA-ordningen og et visuelt overblik over processen frem mod afklaring om bevilling af en BPA-ordning og efter, du er bevilget en ordning. Det kan du finde på denne side.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål m.v. til en BPA-ordning, så kan du kontakte Socialcenteret i Syddjurs Kommune. Du kan kontakte Syddjurs Kommune på hovedtelefonnummer 8753 5000, hvorefter du vil blive stillet om til Socialcenteret.
Derudover kan du også kontakte Socialcenteret via Digital Post. I emnefeltet skriver du henvendelse “Vedr. borgerstyret personlig assistance (BPA). Du kan læse mere herom på www.syddjurs.dk/kontakt
Vejledning for Borgerstyret Personlig Assistance - serviceloven §96
Hvis du har spørgsmål til en BPA-ordning, kan du kontakte Socialcenteret i Syddjurs Kommune. Du kan også kontakte Syddjurs Kommune på hovedtelefonnummer 8753 5000, hvorefter du vil blive stillet om til Socialcenteret.
Derudover kan du kontakte Socialcenteret via Digital Post. I emnefeltet skriver du henvendelse “Vedr. borgerstyret personlig assistance (BPA). Du kan læse mere herom på www.syddjurs.dk/kontakt
Syddjurs Kommune har lavet et visuelt overblik over, hvordan processen er frem mod bevilling af en BPA-ordning, samt hvilke øvrige løbende processer der er, når du har en ordning. Du kan finde overblikket her:
Syddjurs Kommune har ansvar for at vurdere, om du er i målgruppen, og hvordan dit behov kan dækkes. Syddjurs Kommune er også ansvarlig for at føre tilsyn med ordningen.
Du får et budget, der udmåler dit økonomiske tilskud ud fra en konkret vurdering af dit hjælperbehov. Det er dit ansvar at forvalte tilskuddet, samt at varetage arbejdsgiver- og arbejdslederansvaret.
Bemærk, at du med en BPA-ordning har mulighed for at overdrage arbejdsgiveransvaret til en nærtstående, forening eller virksomhed, der er godkendt af socialtilsynet.
Med bevillingen af en BPA-ordning har du opgaven som arbejdsleder for dine hjælpere. Du kan ikke overdrage arbejdslederansvaret til andre. Kommunernes Landsforening (KL) har lavet nedenstående oversigt og beskrivelse af arbejdslederopgaver. Oversigten er hentet fra KL’s vejledning om borgerstyret personlig assistance og kontant tilskud til ansættelse af hjælpere.
Arbejdslederopgaver:
Arbejdsplanlægning: Arbejdsplanlægningen indebærer bl.a. at lægge vagtplaner, aftale mødetider, længde af vagter mv. sammen med og for hjælperne.
Daglig instruktion: Arbejdslederen skal kunne instruere hjælperne i, hvilke arbejdsopgaver, de skal udføre for og sammen med arbejdslederen.
Jobbeskrivelse: Arbejdslederen skal kunne beskrive, hvilke jobfunktioner hjælperen skal kunne dække – f.eks. at kunne køre bil, varetage personlig pleje, løse praktiske opgaver i og udenfor hjemmet, yde sekretærbistand, og så videre.
Jobopslag/jobannonce: Arbejdslederen skal kunne beskrive, hvad et stillingsopslag eller en jobannonce efter hjælpere skal indeholde.
Udvælge hjælpere: Arbejdslederen skal kunne rekruttere og udvælge, hvilke hjælpere vedkommende ønsker at ansætte, i særlige tilfælde med bistand fra arbejdsgiveren eller pårørende, f.eks. hvor kommunikation er vanskelig.
Ansættelsessamtaler: Arbejdslederen skal kunne gennemføre ansættelsessamtaler med ansøgere, evt. med hjælp fra en tolk.
Oplæring: Arbejdslederen skal i forlængelse af den daglige instruktion også kunne lære nye hjælpere op. Dette kan f.eks. ske ved at en ny hjælper deltager i et antal følvagter sammen med en erfaren hjælper.
Personalemøder: Arbejdslederen skal kunne afholde personalemøder med sine ansatte. Arbejdslederen aftaler nærmere med sin kommune, hvor ofte der er behov for at afholde personalemøder, og om arbejdsgiveren evt. skal deltage i personalemøderne. ·
MUS: Arbejdslederen skal kunne afholde medarbejderudviklingssamtale (MUS) med sine ansatte. Arbejdslederen aftaler nærmere med sin kommune, hvor ofte der er behov for at afholde MUS. Hvis arbejdslederen har overdraget arbejdsgiveropgaven til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed, skal borgeren huske at inddrage arbejdsgiveren i tilrettelæggelse og opfølgning på MUS’en.
Arbejdsmiljø: Arbejdslederen skal medvirke til, at arbejdsmiljøet er fuldt forsvarligt, herunder påse, dvs. holde øje med og sørge for, at sikkerhedsforanstaltninger virker efter deres hensigt. Det betyder f.eks., at borgeren ikke må bede hjælperen udføre arbejdet i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, eller bede hjælperen om at foretage tunge forflytninger eller anden manuel håndtering, der indebærer risiko for helbredsskade for hjælperen.
Du har mulighed for at overdrage arbejdsgiveransvaret til et til en nærtstående, forening eller virksomhed, der er godkendt af socialtilsynet.
Det er muligt at fremsøge arbejdsgiverfirmaer på BPA- området på internettet. Der er frit valg for dig, hvilket arbejdsgiverfirma du vælger, blot det er godkendt af Socialtilsynet.
Der er valgmuligheder for administration af løn til hjælpere i en BPA-ordning:
- Du er selv arbejdsgiver og varetager selv lønadministrationen
- Du er selv arbejdsgiver, men lader kommunen stå for lønadministrationen
- Du er selv arbejdsleder og lader en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed være arbejdsgiver og stå for lønadministrationen
- Du overfører arbejdsgiveransvaret til en nærtstående, der overlader det til en privat virksomhed eller til en forening at stå for lønadministrationen.
APV-hjælpemidler er de hjælpemidler, der er nødvendige i din ordning for at sikre hjælpernes arbejdsmiljø. Hjælpemidlerne bevilges derfor gennem din BPA-ordning og ved ansøgning hos din rådgiver i Socialcenteret. Hvis du har valgt et arbejdsgiverfirma, har firmaet ansvaret for de arbejdsmiljørelaterede hjælpemidler, og du kan derfor også rette henvendelse til dem.
Personlige hjælpemidler er de hjælpemidler, som du har brug for på baggrund af din funktionsnedsættelse. Hjælpemidler søges hos Visitationen til Sundhed og Ældre. Du kan finde kontaktoplysninger herpå via Syddjurs Kommunes hjemmeside.
Efter arbejdsmiljøloven har du som arbejdsgiver/arbejdsleder i din BPA-ordning pligt til at sørge for, at arbejdsmiljøreglerne overholdes, herunder blandt andet arbejds-/ og hviletid.
Fra maj 2018 gælder regler om beskyttelse af personoplysninger. Reglerne herom finder du i databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen (GDPR).
Du er som arbejdsleder ansvarlig for, at du har ansat nok hjælpere og vikarer, så de bevilgede timer kan dækkes. Syddjurs Kommune øremærker i budgettet for din BPA-ordning 4 % af lønsummen til dækning af vikarer i forbindelse med sygdom.
Det betyder, at du selv skal finde en afløser blandt dit eget personale ved behov for vikar. I særlige tilfælde, hvor dette ikke er muligt, kan der alternativt fremfindes vikarer på denne måde:
- Trin 1: Afsøg først blandt dine ansatte hjælpere, om der er nogen, som kan dække ind i stedet. (Som arbejdsleder har du mulighed for at pålægge dine hjælpere at møde ind.)
- Trin 2: Hvis du har et arbejdsgiverfirma tilknyttet din ordning, kan du evt. få assistance fra firmaet til at fremskaffe en vikar. Hvis de har vikar til rådighed, faktureres den ekstra udgift hos Syddjurs Kommune.
- Trin 3: Hvis arbejdsgiverfirmaet ikke har nogle vikarer til rådighed, eller du ikke har arbejdsgiverfirma, kan du kontakte et vikarfirma. Dette gøres efter aftale med Socialcenteret. Der skal fremsendes faktura til Syddjurs Kommune.
- Trin 4: Hvis du ikke har fundet en afløser blandt dine egne ansatte, og efter forsøg på at skaffe en vikar på anden vis ikke er lykkedes, kontakter du dit lokale borgerteam i hjemmeplejen*, der kan bevilge midlertidigt hjælp fra hjemmeplejen.
- Trin 5: Alternativt, og som sidste mulighed, kan der evt. laves en indlæggelse på et hospital eller der kan findes en aflastningsplads i kommunalt regi, indtil du igen har hjælpere på arbejde.
*Du kan finde telefonnummeret til dit lokale borgerteam på syddjurs.dk ved at søge ”borgerteam” på Syddjurs Kommunes hjemmeside.
Det er ikke hensigten, at BPA-ordningen skal ydes som hjælp til at varetage arbejdsfunktioner. En sådan hjælp skal ydes efter Beskæftigelsesministeriets regler om personlig assistance til handicappede i erhverv.
Det er kommunens beskæftigelsesområde, der bevilger og administrerer personlig assistance til handicappede i erhverv. Hvis du i arbejdstiden har behov for pleje- og/eller overvågning, skal du have disse behov dækket efter reglerne om Personlig Assistance.
Den samme hjælper kan i praksis godt være ansat både som personlig assistent for en dig i arbejdstiden og som BPA-hjælper. Hvis du har behov for denne løsning, kræver det samarbejde mellem beskæftigelsesområdet og din rådgiver i Syddjurs Kommune.
Parterne skal i samarbejde med dig aftale, hvor mange timers hjælp, du skal have til henholdsvis at dække behovet for personlig assistance på arbejdet og til at dække pleje-/, overvågnings-/ og ledsagebehov.
Det kræver også et samarbejde med din arbejdsplads, idet den personlige assistent skal være ansat af din arbejdsgiver.
Hvis du har fået tilkendt invaliditetsydelse, kan du beholde den samtidig med din BPA-ordning.
Støtte-/, pleje-/, overvågnings-/ og ledsagerbehov under uddannelse, ydes efter Undervisningsministeriets regler om specialpædagogisk støtte og bistand (forkortet SPS).
SPS ydes, hvis du er studerende, og er i gang med en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse. Det er dit uddannelsessted, der opretter en ansøgning på vegne af dig og sender den til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Som studerende, der får SPS, kan du få dækket pleje-/, overvågnings-/ og ledsagebehov efter lovgivningen om Borgerstyret Personlig Assistance, mens du er i gang med din uddannelse og er på uddannelsesstedet.
Den samme hjælper kan i praksis godt være ansat både til at yde specialpædagogisk støtte og bistand (SPS) og som hjælper efter BPA-ordningen for dig under uddannelse.
Hvis du har behov for en sådan løsning, kræver det samarbejde mellem uddannelsesstedet og din rådgiver i Syddjurs Kommune. Parterne skal i samarbejde med dig aftale, hvor mange timers hjælp, du skal have til henholdsvis at dække behovet for SPS under uddannelse og til at dække pleje, overvågnings- og ledsagebehov.
Der er forskellige muligheder for at tage dine hjælpere med i forbindelse med behandling/indlæggelse på et sygehus. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at der er særlige regler for respirationsbrugere.
Generelt
Regionen har som følge af sektoransvarlighedsprincippet til opgave at stille det nødvendige personale til rådighed ved gennemførelsen af behandling/indlæggelse på sygehuset. Kommunen er ikke forpligtet til at yde hjælp til behandling/indlæggelse på sygehuset. Dette følger af ledsageraftalen ”Aftale om personlig hjælp, hjælp til kommunikation samt ledsagelse i forbindelse med hospitalsbehandling”.
Hvis du bliver indlagt, skal du eller din hjælper henvende dig til den ansvarlige på den respektive afdeling og orientere pågældende om, at du har en BPA-ordning. Sygehuset skal foretage en konkret vurdering af, hvorvidt de kan stille personale til rådighed for at dække dit behov for hjælp.
Hjælperne skal være indstillet på ikke at arbejde, hvis du bliver indlagt. Hvis hjælpen kan dækkes af sygehuspersonalet, har sygehuset ret til at sende dine hjælpere hjem. Dine hjælpere skal henvende sig til deres a-kasse, arbejdsgiversfirma eller Syddjurs Kommune for at søge om godtgørelse (G-dage).
Hvis sygehuspersonalet vurderer, at hjælpen er så kompleks, at det ikke kan dækkes af sygehuspersonalet, har du ret til, at dine hjælpere er medindlagt. Løn under indlæggelsen vil blive finansieret af regionen og administreres af Syddjurs Kommune.
Til brug for administration af løn under indlæggelse har Syddjurs Kommune brug for følgende oplysninger:
- Dato og tidspunkt for indlæggelse
- Udskrivelsesdato og tidspunkt
- Sygehusafdeling samt kontaktoplysninger på kontaktperson.
- EAN nr.
Til formålet findes der relevante blanketter, som udfyldes af dig og sygehuset og fremsendes til Syddjurs Kommune. Blanketter og yderligere information findes på www.sundhedsaftalen.rm.dk, hvor du under samarbejdsaftaler finder nærmere om ledsageraftale.
Det er dit ansvar at fremskaffe ovenstående oplysninger, som skal fremsendes til din rådgiver i Syddjurs Kommune.
Det er Syddjurs Kommunes erfaring, at sygehusafdelingerne også har en standardblanket, der kan bruges til formålet.
Ved planlagt indlæggelse skal du sørge for at varsle dine hjælpere i god tid og informere dem om, at der ikke udbetales løn under indlæggelsesperioden.
Ved særlig situationer, herunder akutindlæggelse, er proceduren den samme som beskrevet ovenfor. Dine hjælpere er berettiget til løn fra Syddjurs Kommune indtil den ansvarlige på sygehuset har lavet en vurdering af behov for hjælpere under behandling/indlæggelse. Din hjælper skal oplyse hospitalet om, at vedkommende er til stede som hjælper, hvis du ikke selv er i stand til det, så sygehuset har mulighed for at lave vurderingen.
Dine hjælpere skal selv afholde udgifter til kost under indlæggelsen. Dine hjælpere skal anvende SKATs særlige regler for befordringsfradrag, som følge af at arbejde i borgerens indlæggelsesperiode udføres et andet sted end sædvanligt.
Der henvises til Ankestyrelsens principafgørelse 66-16 om borgerstyret personlig assistance - sektoransvar - behandling på sygehus – udmåling.
Særlige regler for respirationsbrugere
Der gælder nogle andre regler for din BPA-ordning, hvis du er respirationsbruger og modtager behandling eller blive indlagt på et sygehus. Reglerne herfor kan du læse om i ”Samarbejdsaftale vedr. fælles hjælperordninger for borgere med kronisk respirationsinsufficiens”. Her gælder, at hjælperne følger med dig under behandling/indlæggelse.
Ved særligt lange indlæggelser (mere end 4 uger) vurderer regionen og kommune i fællesskab om den fælles hjælperordning bør fortsætte.
Du får ventilatørbistand, når du er respiratorbruger og har brug for overvågning. Da der oftest er tale om særligt apparatur, som kræver et specielt kendskab, er en BPA-ordning med ventilatørbistand finansieret og sammensat på en anderledes måde end ordninger for ikke-respiratorbrugere.
Det er regionen, der har ansvaret for ventilatørbistanden. Det er regionens ansvar ifølge sektoransvarlighedsprincippet, da regionen i medfør af sundhedsloven har pligt til at yde vederlagsfri sygehusbehandling, herunder ventilatørbistand i hjemmet, hvor dette er nødvendigt.
Regionens ansvar omfatter både oplæringen af ventilatøren og ansvaret for at føre tilsyn med BPA-ordningen. Af hensyn til antallet af hjælpere i en enkelt BPA-ordning, er det derfor ved aftale mellem regionerne og kommunerne fastsat, at kommunerne dækker en del af lønnen til hjælperne. Din rådgiver fra Syddjurs Kommune kontakter regionen med henblik på at koordinere indsatsen, hvis du har behov for respiratorhjælp.
Syddjurs Kommune har tilsynspligt. Det er derfor Syddjurs Kommunes opgave at følge op på, at du forvalter din ordning i overensstemmelse med gældende lovgivning på området. Syddjurs Kommune følger op mindst en gang om året eller ud fra en konkret og individuel vurdering, hvis der er behov for det.
Da der er tale om en ordning bevilget under hensyn til netop din situation og til dit behov for pleje, er det meget vigtigt, at du kontakter Syddjurs Kommune, hvis dine forhold eller din helbredssituation ændres.
Du har som følge af retssikkerhedsloven oplysningspligt overfor Syddjurs Kommune, uanset om din situation forbedres eller forværres. Det vil sige uanset om dit behov for hjælp ændres i op-/ eller nedadgående retning.
Syddjurs Kommune holder løbende øje med, om der er overensstemmelse mellem den visiterede og den leverede ydelse.
Tilsynet omfatter blandt andet:
1. Tilsyn af om hjælpen ydes/modtages som forudsat i bevillingen
- Fokus på, om du fortsat opfylder betingelserne for at fungere som arbejdsleder (og evt. som arbejdsgiver)
- Løbende fokus på, at det bevilgede antal hjælpertimer i ordningen overholdes
- Løbende fokus på, at hjælperne arbejder på de bevilgede tidspunkter af døgnet
- Fokus på, at der fra dig eller dit arbejdsgiverfirma rettidigt og i tilstrækkeligt omfang leveres regnskabsoplysninger til kommunen.
2. Tilsyn med overholdelse af relevante arbejdsmiljøregler
- At der i nødvendigt og rettidigt omfang gennemføres APV (blandt andet om arbejdsstillinger og tunge løft)
At de ansattes vagter stemmer overens med reglerne om arbejds-/ og hviletid mv.
Om der er megen sygdom blandt hjælperne (fx om der anvendes ekstraordinært mange vikartimer i ordningen).
Syddjurs Kommune har lavet et visuelt overblik over sagsgange bl.a. i forhold til opfølgning. Du kan få et overblik over, hvordan vi arbejder med opfølgning her: Sagsoverblik for BPA.
Bemærk særligt, at der i perioden 1. februar 2025 til og med 30. juni 2026 er et forsøg med brug af tro- og loveerklæringer på Borgerstyret Personlig Assistance efter servicelovens § 96 på baggrund af en konkret vurdering af den enkelte sag. Der vil ikke være samme opfølgning på din ordning, hvis du indgår i forsøget.
Hvis du flytter fra Syddjurs Kommune og ønsker at fortsætte din BPA-ordning, skal du søge igen i din nye bopælskommune. Din BPA-ordning fra Syddjurs Kommune vil fortsætte uændret, indtil din nye kommune har truffet afgørelse om en BPA-ordning eller anden hjælp. Denne garanti betyder, at Syddjurs Kommune fortsat udbetaler tilskud til aflønning af dine hjælpere frem til afgørelse fra din nye kommune er truffet.
Du kan også finde mere vejledning om BPA-ordningen på følgende hjemmesider: