Familievejlederordningen er et tilbud til familier med børn og unge under 18 år, der er ny diagnosticerede med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Familievejlederordningen skal være med til at sikre, at du som forældre, i den indledende fase efter barnets funktionsnedsættelsen er konstateret, får et tilbud om råd og vejledning i forhold til den nye situation du står i.
Vejledningen har til formål at øge dit kendskab til rettigheder og forskellige hjælpemuligheder på tværs af kommunens sektorer. Derudover vil vejledningen indeholde oplysninger om relevante vidensmiljøer og handicaporganisationer på området.
Familievejlederen har ikke kompetence til at træffe afgørelse om hjælpen til familien. Vejledningen er således alene et tilbud til at få et overblik over hjælpemuligheder og relevante kontakter.
I Syddjurs Kommune varetages familievejledningen af en pædagog med flere års erfaring i at arbejde med børn, unge og familier.
Du får tilbudt familievejledning senest tre måneder efter, at vi har fået kendskab til dit barns funktionsnedsættelse.
Familievejledningen skal så vidt muligt gives i eget hjem.
Familievejlederen har tavshedspligt og der bliver ikke oprettet nogen sag i forbindelse med vejledningen.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse om familievejlederordningen efter § 81 i barnets lov – Syddjurs kommune
Kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig familievejlederordning for familier med børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Familievejlederordningen omfatter både familier med nyfødte børn med nedsat funktionsevne og familier, hvor funktionsnedsættelsen konstateres under barnets opvækst.
Familievejledningen skal tilbydes inden for 3 måneder efter, at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at barnets eller den unges funktionsnedsættelse er konstateret.
Du kan blive henvist til familievejlederordningen ved at kontakte Familierådgivningscentret. Se kontaktoplysninger herunder.