Generelt
Midtpunktet er til dig, der har betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer som betyder, at du har brug for hjælp og støtte til at indgå i sociale fællesskaber og aktiviteter.
Det er ud fra en individuel vurdering af din situation af en rådgiver i Åben Rådgivning eller ved Socialcenteret, om du kan bevilges et aktivitets- og samværstilbud ved Midtpunktet. Læs mere herom i afsnittet ”Visitation”.
Midtpunktet er beliggende:
- Byens Hus, Hovedgaden 75b, 1. sal, 8410 Rønde
- Alpedalen 14, 8543 Hornslet
- Strandgårdshøj 48, 8400 Ebeltoft
Midtpunktets hovednummer er 87535300, og der er telefontid i hverdage mellem kl. 8.00 og 9.00.
Visitation
Du skal henvende dig til Socialområdets Åben Rådgivning, hvis du ønsker at benytte det visiterede aktivitets- og samværstilbud i Midtpunktet.
Du får derefter tildelt en socialrådgiver i Socialcentret der vil foretage en udredning af om du kan visiteres til Midtpunktet.
Du vil få en afgørelse, hvor det fremgår, om du kan visiteres til tilbuddet, det vil sige om du kan bruge tilbuddet, der vil også stå om du har behov for kompensation til befordring for at kunne benytte tilbuddet.
Aktivitets- og samværstilbuddet starter op hurtigst muligt efter, at du har fået at vide, at du kan bruge tilbuddet, og efter aftale med dig. En medarbejder fra Midtpunktet vil kontakte dig inden for en uge efter du har fået din afgørelse.
Formål
Formålet med aktivitets- og samværstilbuddet er at understøtte dine muligheder, så du opnår et øget selvstændigt og meningsfyldt liv ud fra dine ønsker, håb og drømme.
Vi tager udgangspunkt i, at du er ansvarlig for dit eget liv og ønsker højeste grad af uafhængighed og selvbestemmelse.
I samarbejde med dig afklarer vi, hvordan vi kan tilrettelægge din støtte, og hvordan du kan træne disse færdigheder i samværet med andre.
Indhold
Tilbuddet giver mulighed for en bred vifte af aktiviteter. Det kan eksempelvis være værested og cafe samt aktiviteter som musik, krea, fysiske aktiviteter m.m. Aktiviteterne planlægges af medarbejderne i tidsbegrænsede perioder og afhængigt af interesser og ønsker fra borgerne.
- De fleste aktiviteter gennemføres i grupper, hvor du har mulighed for at udfolde dig sammen med andre og deltage i et socialt fællesskab og danne netværk med andre.
- Der er brugerbetaling på enkelte hold, arrangementer, samt på materialer, der bruges på kreative hold.
- I cafeen er der mulighed for at købe mad, kaffe og te.
Opfølgning på støtten
Der følges op på tilbuddet på statusmøder, hvor din rådgiver deltager.
På statusmødet drøftes blandt andet, hvordan det er gået med de mål, som er opsat for støtten, om der er behov for ændringer i målene, og om der er sket ændringer i dit funktionsniveau.
Yderligere praktiske oplysninger
Brugerråd
- Der er et brugerråd både i Rønde og Hornslet, som består af 4- 6 brugere og 1 medarbejder.
- Medlemmer af brugerrådet vælges af brugerne selv.
- Brugerrådets formål er at understøtte tilbuddene samt skabe mulighed for videre udvikling heraf.
- Brugerrådet deltager i den årlige prioritering af tilbud og har høringsret.
Kontaktperson
- Du får en fast kontaktperson, som sammen med dig vil sikre sammenhæng i tilbuddet med dine behov og mål.
- Der vil være individuelle samtaler med din kontaktperson for at sikre, at det der er iværksat, fortsat medvirker til den retning, du ønsker at udvikle dit liv i.
Medarbejdere
- Medarbejderne på tilbuddet har en pædagogisk, socialfaglig og/eller sundhedsfaglig baggrund. Enkelte medarbejdere er ansat i fleks- og skånejob og nogle som frivillige. Du vil også kunne møde studerende.
- Alle medarbejdere har tavshedspligt.
