Hvem har ansvaret ved oversvømmelse
Klimatilpasning er en fælles opgave, hvor både offentlige institutioner og private skal bidrage.
Kommunens ansvar er først og fremmest at klimasikre kommunale ejendomme, offentlige arealer og kommunal infrastruktur. Derudover har kommunen ansvar for at kortlægge områder, der kan være i fare for oversvømmelse og erosion, samt for at planlægge og prioritere klimatilpasningsindsatsen.
Syddjurs Kommune er ikke ansvarlig for at klimatilpasse privat ejendom, men har ansvar for at sikre, at vand fra offentlige arealer ikke resulterer i skader på private matrikler.
Ved stormflodssituationer, skal Syddjurs Kommune tage andel i finansieringen/bidragsfordelingen af stormflodssikringen, hvis der er kommunale bygninger i området, som er truet af oversvømmelse fra havet.
Kommunen har desuden ansvar for at sikre, at de offentlige vandløb skal kunne lede den mængde vand, som er fastsat i vandløbsregulativerne.
Som grundejer har du selv ansvaret for at sikre og klimatilpasse din egen ejendom. Det gælder oversvømmelse, som stammer fra nedbør, fra havet eller fra terrænnært grundvand og i de tilfælde hvor oversvømmelsen ikke stammer fra offentlige arealer.
Den enkelte grundejer må ikke foretage ændringer, der skaber nye problemer f.eks. på nabomatrikler. Det gør sig gældende, at grundejer ikke må ændre eller forhindre overfladevandets naturlige afstrømning, så det giver problemer for andre. Tilsvarende må grundejer ikke sænke grundvandet på egen grund, hvis dette medfører sætningsskader på naboejendomme.
Når du ejer et hus, er alle kloakker på din grund private og dermed dit ansvar. Det gælder også for grundejerforeninger med private kloakker.
Det betyder, at du skal sørge for:
- At kloakken er vedligeholdt
- At spule og reparere kloakken
- At udbedre eventuelle problemer med kloakken
- At benytte en autoriseret kloakmester, da dette er et lovkrav når der arbejdes med spildevandsinstallationer.
Du reducerer også risikoen for oversvømmelser ved at søger for, at regnvand frit kan løbe ned i brønde og vejriste ud for din grund. Fjern derfor gerne blade og andet affald fra vejristen.
Opgaven med klimatilpasning kan være af meget forskelligt omfang og kan i nogle tilfælde ikke løses af den enkelte grundejer alene, men kræver samarbejde, f.eks. via grundejerforening el. lign. Kommunen kan hjælpe med at facilitere processen. For at Syddjurs Kommune kan gå ind i et faciliteringsforløb skal grundejerne være indstillet på selv at danne en arbejdsgruppe, som kan arbejde selvstændigt med rådgiver eller kloakmester og på at projektets gennemførelse finansieres af grundejerne.
Forebyg risikoen for oversvømmelse
Du kan gøre meget for selv at forebygge oversvømmelser.
Herunder finder du information om ting du skal være særligt opmærksom på, hvis du vil sikre din bolig bedst muligt mod oversvømmelser forårsaget af skybrud eller stormflod.
Hvem skal du kontakte?
Oversvømmelser af offentlige veje og arealer
Kontakt Mobilitet og Arealdrift eller Borgerservice.
Kontaktoplysningerne findes i kontaktboksen nederst på siden.
Ved akutte oversvømmelser i det offentlige rum uden for kommunes åbningstid
Kontakt Falck på 70 10 20 30.
Oversvømmelser af vandløb
Kontakt Natur og Miljø via link nedenfor.
Oversvømmelse af egen kælder eller bolig
Hvis uheldet er ude og din ejendom bliver oversvømmet, skal du kontakte dit eget forsikringsselskab.