Ny kunstskole for unge på vej i Syddjurs
En række lokale kulturaktører går sammen om ny tværkunstnerisk kunstskole for unge, som får navnet Værk20. Kreativiteten starter allerede i udformningen af skolens logo, som alle unge kan indsende grafiske forslag til. Der er 2000 kr. og kunstnerartikler på højkant til vinderen.
Syddjurs Kommunes kunststrategi, som blev politisk vedtaget i 2023, fastlægger en række overordnede mål for borgernes møde med kunst. Den har fokus på kunst i det offentlige rum, på talentudvikling og på lokale kunstneres muligheder.
I 2024 besluttede Kunstrådet at udarbejde en vision og en handleplan for oprettelse af en kunstskole med fokus på talentudvikling og de unges møde med kunsten.
Kunstskolen er nu en realitet, skabt i et tæt partnerskab mellem Kulturskolen i Syddjurs Kommune, Syddjurs Gymnasium, Filmhøjskolen, MALT AIR (Maltfabrikkens Artist in Residence) samt Glas - museet for glaskunst og Kunstrådet.
Base på Syddjurs Gymnasium i Rønde
Skolen får navnet Værk20, har lokation på Syddjurs Gymnasium i Rønde og åbner for undervisning i januar 2026. Man kan tilmelde sig gennem Kulturskolen Syddjurs, og det koster 3000 kr. pr. år at være elev.
Kunstskolen bliver et kunstnerværksted, deraf ordet "Værk". "20" refererer til nummeret på det lokale, skolen får som base på Syddjurs Gymnasium, og samtidig leder navnet tankerne hen mod et kunstværk med nr. 20. Endelig er 20 er også gennemsnitsalderen på eleverne, da målgruppen er unge mennesker mellem 16-25 år.
Statens Kunstfond støtter med 300.000 kr. til udvikling og opstart, og Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget bidrager med 100.000 kr. fra Udviklingspuljen.
Glæde hos kunstråd og udvalgsformand
"At se vores kulturinstitutioner gå sammen og i fællesskab arbejde for at etablere et tværkunstnerisk uddannelsesforløb til unge i vores kommune, synes vi peger på, at der virkelig er mulighed for at udvikle et helt unikt kunstnerisk tilbud til de unge, som vi ikke har i dag," siger Heine Skovbak Iversen, udvalgsformand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget.
Forperson for Kunstrådet Hans Kiib siger:
"Kunstrådet er rigtig glade for, at denne kunstskole er nået så langt, og at initiativet bæres frem af stærke institutioner her i kommunen. Vi har alle set muligheden i at gå sammen og pulje gode kræfter for at styrke talentudviklingen inden for kunst, kunsthåndværk, film, medie og design".
Netværk af unge talenter
Målgruppen er unge kunstinteresserede og kunsttalenter med bopæl i Syddjurs og som tidligere nævnt i en alder mellem 16 og 25 år. Her kan de finpudse deres kunstneriske talent med henblik på at søge ind på en kreativ videregående uddannelse.
Der bliver tale om et uddannelsesforløb bygget op over beslægtede temaer inden for billedkunst, medier, installationskunst og kunsthåndværk. Målet er, at de unge skal dygtiggøre sig i kunstnerisk metode og praksis.
Værk20 skal være med til at uddanne nye kunstnere, mediefolk og designere, og derigennem på sigt bidrage til at styrke tilgangen af nye professionelle inden for disse fag i Syddjurs Kommune.
Set i et perspektiv på 6-10 år er det visionen, at Værk20 kan udvikle og drifte en række kunstneriske projekter i kommunen. Det kan f.eks. være kunst i det offentlige rum, kunstfestival, pop-up udstillinger og events - alt sammen skabt i et netværk af unge talenter, professionelle kunstnere og stærke institutioner.
To professionelle kunstnere underviser
Undervisningen bliver varetaget af fast tilknyttede undervisere, professionelle gæstelærere og artists in residence. De to faste kunstnere, der skal varetage grundundervisningen og koordinere, er Marie Koch Kjærgård og Karen Nyholm.
Marie er uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi og arbejder med tegning/maleri og installation. Karen er uddannet på Designskolen i Kolding og arbejder som glaspuster.
De to supplerer hinanden godt, da de repræsenterer hhv. billedkunst og kunsthåndværk, har specialiseret sig i forskellige teknikker, samt begge er vant til at undervise unge i flere forskellige medier.
Logo-konkurrence skyder det hele i gang
Værk20 skal selvfølgelig have et logo - og hvad er bedre end at gribe dét an på en kreativ og involverende facon? Det sker i form af en konkurrence, hvor vinderen kan se frem til en præmie på 2000 kr. samt lækre kunstnerartikler.
Om konkurrencen:
Alle i alderen 15-25 år med bopæl i Syddjurs kan deltage
Opgave: Tegn et flot LOGO til Værk20
På logoet skal der stå: "Værk20" med undertitlen "Kunstskole for unge"
Skitsen til logo skal indeholde:
- Teksten i en flot typografi (skrifttype)
- Måske en tegning eller en anden detalje der gør logoet til sit helt eget
- Måske én eller flere farver
Sådan gør du:
- Tegn en skitse og send senest den 26. september 2025 pr. mail til mkokj@syddjurs.dk.
- Skitser kan afleveres direkte til Værk20 på Blue Ocean festival, Rampen i Ebeltoft den 13. september 2025.
- De to grafiske designere Gustav Tipsmark fra Gustav & Hund og Mia Kirchert fra Studio Mols studerer forslagene og vælger det bedste.
- Vinderen bliver direkte kontaktet i begyndelsen af oktober 2025.
- Mia Kirchert tegner værket færdigt, så det ikke længere er en skitse, men et færdigt logo. Vi holder os til dit design, men bliver måske nødt til at lave lidt om på noget.
Vinderen får:
2000 kr + en lækker gave fra Aart de Vos og Malerfirma Skriver Møller i Ebeltoft fyldt med kunstnerartikler.
Syddjurs Kommune
Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36