Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Lokalarkiver slår dørene op: Spot på befrielsen

Alle er velkomne til "Arkivernes dag" lørdag den 1. november. Befrielsen for 80 år siden er denne gang et fælles, gennemgående tema for dagen. 

24. okt. 2025

Indhold

    Arkivernes Dag er en landsdækkende begivenhed, der hvert år markeres af de danske lokalarkiver.

    Til Arkivernes dag i Syddjurs den 1. november kan du besøge fem af kommunens lokalarkiver og få indblik i den guldgrube af gode historier, der gemmer sig i arkivkasserne.

    På Ebeltoft Byhistoriske Arkiv og i Rønde Egnsarkiv vil der være udstillinger med arkivalier om besættelsen og især det fælles tema, som i år er 80-året for befrielsen. Man kan se frem til billeder og fortællinger om Tirstrup Flyveplads, våbennedkastninger, flygtningelejr, Kalø Gods og meget mere.

    På arkivet i Mørke er der også en udstilling om 2. verdenskrig og her sluttes dagen af med oplæsning af erindringer fra perioden.

    På Molsarkivet finder de også materialer fra besættelsestiden frem og tager ved samme lejlighed gerne imod materialer om emnet - og andre lokalhistoriske emner.

    Midt Lokalarkiv inviterer til en fortælling om tiden efter 5. maj 1945 med Anne Kirstine Langkjer.

    Er du også nysgerrig?

    På Arkivernes Dag (og i normal åbningstid) kan alle nysgerrige få et indblik i, hvad der sker på et lokalarkiv. Måske kan man endda få lyst til at blive en del af det frivillige arbejde med at værne om og formidle lokalhistorien til kommende generationer, der kan blive klogere på det lokalsamfund, de er en del af.

    Arkiverne rummer en guldgrube af materiale. I stigende grad digitaliseres alt materialet, så det bliver nemmere tilgængeligt for alle. Man kan blandt andet finde kort, skriftlige dokumenter og genstande, billeder, negativer, film og bånd, og i de senere år findes der også videomateriale

    Arkivernes frivillige har masser af gode og interessante historier at fortælle - både om lokalhistorien og den måde, de arbejder på i arkivet, hvor der altid er brug for flere frivillige hænder med interesse for lokalhistorien.

    Tid og sted:

    Fem lokalarkiver i Syddjurs holder åbent på Arkivernes Dag lørdag den 1. november 2025:

    • Ebeltoft Byhistoriske Arkiv, Maltvej 8, Ebeltoft, kl. 10 - 13
    • Midtdjurs Lokalarkiv, Bugtrupvej 33, Kolind, kl. 14 - 16
    • Molsarkivet, Knebel Bygade 31, Knebel, kl. 11-14
    • Mørke Egnsarkiv, Skolevej 19, Mørke, kl. 14-15
    • Rønde Egnsarkiv, Lufthavnsvej 10A, Feldballe, kl. 10 - 16


    Læs mere på www.syddjurslokalarkiver.dk

    Fotos: Ebeltoft Byhistoriske Arkiv

    Syddjurs Kommune

    Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36

    Vedhæftede filer

    Glæden var stor, da de engelske tropper kørte igennem Tirstrup under befrielsen.jpg
    Kvinder fra Tirstrup med dannebrog, der venter på de engelske soldater under befrielsen.jpg