Hele Byrådet i Syddjurs bag budgetaftale for 2026: Investering i velfærd, kultur, natur og strategisk udvikling
Alle partier i Byrådet står bag aftale om Budget 2026 og overslagsårene 2027-2029. Aftalen styrker økonomien på ældre- og socialområdet og har fokus på medarbejdertrivsel.
Samtlige partier i Byrådet i Syddjurs Kommune (Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten samt Radikale Venstre) har tirsdag den 23. september 2025 indgået en budgetaftale, der løfter ældreområdet med 18 mio. kr. og socialområdet med 5 mio. kr. i 2026.
Overskriften på aftalen er: "Investering i velfærd, kultur, natur og strategisk udvikling".
Hovedparten af midlerne går til at dække kendte ubalancer, så det nuværende serviceniveau kan leveres stabilt - med flere faste medarbejdere i borgerteams, lavere vikarforbrug og et stærkere arbejdsmiljø som mål. Aftalen prioriterer også kapacitet og kvalitet til børn og unge: Pindstrupskolen udvides for 46,6 mio. kr., og der afsættes 9,5 mio. kr. til en afdeling på Mørke Skole, samtidig med at den tidlige og tværfaglige indsats styrkes.
På kulturområdet bidrager aftalen til et livskraftigt forenings- og kulturliv i kommunen. Støtten til et nyt kulturhus i Hornslet forhøjes med 10 mio. kr. i 2028 (i alt 40 mio. kr.), tilskud til Glas - Museet for glaskunst løftes til 1 mio. kr. årligt, og Syddjurs Håndbold Akademi etableres med 0,4 mio. kr. årligt.
Fokus på grønne initiativer
Den grønne omstilling understøttes af forberedelse af solceller på eksisterende kommunale tage, en ny plan for havmiljø samt en flerårig indsats for vandløb.
Indsatsen for vandløb handler om at genskabe vandløbenes naturlige form, fjerne spærringer og tilpasse regulativerne til vandplanerne. Der afsættes 600.000 kr. årligt til arbejdet.
Med Grøn Trepart vil realiseringen af omlægningsplanen markere et vigtigt skridt i omdannelsen af arealer i det åbne land - gennem udtagning af lavbundsarealer, mere natur og skov samt reduktion af kvælstofudledningen til gavn for havmiljøet. Forligspartierne ønsker at understøtte dette arbejde.
Plejeboliger og renovering af Lindegården
Et centralt fokus i budgetaftalen er kapacitet og kvalitet på ældreområdet. Byrådet igangsætter arbejdet med 50 nye plejeboliger i Ringparken i Ryomgård, heraf 10 til borgere fra socialområdet, med forventet ibrugtagning i 2031. Samtidig sættes udbygningen af Frejasvænge i Kolind i gang med 14 nye demenspladser. Derudover er partierne enige om at gennemføre en analyse af behovet for yderligere plejeboligkapacitet i hele kommunen.
Forligspartierne er enige om, at aktivitetscentret Lindegården skal bevares og renoveres løbende. Første del af renoveringen gennemføres i 2026, og der afsættes ca. 2,5 mio. kr., som prioriteres inden for de eksisterende puljer i Ejendomme. Frem mod Budget 2027 udarbejdes et oplæg til en samlet renoveringsplan for Lindegården. Planen skal indeholde forslag til konkrete renoveringstiltag og rammerne for anvendelsen af stedet.
Der budgetteres med store træk på kassebeholdningen i 2027 og 2028, hvilket skal ses i lyset af ekstraordinære regninger i disse år i relation til andre kommuners gevinster ved at selvbudgettere. Kassetrækket i disse år er først og fremmest muligt, fordi Syddjurs Kommune har en solid økonomi. Kommunens kassebeholdning ligger over det politiske fastsatte mål. Herudover er den økonomiske ramme forbedret efter aftalen mellem KL og regeringen.
Forligspartierne fortsætter omstillingssporet og forbereder fortsatte effektiviseringer frem mod Budget 2027-2030.
Borgmester Michael Stegger Jensen udtaler:
"Med denne aftale leverer vi balancerede budgetter på velfærden - særligt på ældre- og socialområdet - og samtidig investerer vi i vores byer, kultur og den grønne omstilling. Det giver ro i driften, bedre rammer for medarbejderne og konkrete forbedringer for borgerne. Tak til alle partier for en ordentlig og løsningsorienteret forhandling".
Udvalgte initiativer
Plejeboliger: Justeret tidsplan for 50 nye plejeboliger i Ringparken, Ryomgård heraf 10 til borgere fra socialområdet, med forventet ibrugtagning i 2031. Udbygning af Frejasvænge med 14 demenspladser med forventet ibrugtagning i 2029.
Ældreområdet: Varigt budgetløft til borgerteams og målrettede indsatser i forhold til uddannelse, rekruttering, planlægning og digitale arbejdspladser (17 mio. kr. i 2026; 15 mio. kr. i 2027; 13 mio. kr. i 2028; 12 mio. kr. fra 2029). Desuden 0,8 mio. kr. årligt til plejehjem.
Børn og unge: 46,6 mio. kr. til Pindstrupskolen, 9,5 mio. kr. til faglokaler på Mørke Skole, 0,325 mio. kr. årligt til Specialpædagogisk Team, alkoholfri fælles sidste skoledag for alle 9. klasser og fortsat ekstra optag af PAU/pædagogstuderende (0,3 mio. kr. i 2026)
Ungeindsats/Sundhed: Ungerådgivningen headspace fra 1. juli 2026 (0,428 mio. kr. i 2026, 0,92 mio. kr. årligt fra 2027). Nikotinstopforløb for unge under 18 år (0,51 mio. kr. årligt).
Kultur og fritid: Kulturhus Hornslet (tilførsel af 10 mio. kr. i 2028), Syddjurs Håndbold Akademi (0,4 mio. kr. årligt), Glas - Museet for glaskunst (løft med 0,5 mio. kr. årligt).
Natur og miljø: Plan for et renere havmiljø (0,448 mio. kr. i 2026), vandløbsindsats (0,6 mio. kr. årligt), natur/biodiversitet/grundvand (rammer fra 2026/27), forberedelse til solceller (op til 0,8 mio. kr. i 2026 til faseplan).
Plan og erhverv: 1,6 mio. kr. til lokalplanlægning. Desuden styrket håndhævelse af regler vedrørende helårsbeboelse (0,65 mio. kr. i 2026 og 0,325 mio. kr. årligt).
Mobilitet og trafiksikkerhed: Øget trafiksikkerhed (0,2 mio. kr. årligt) og fortsat samkørsel via app'en NaboGo.
Forligspartierne er enige om at styrke dyrevelfærden ved at afskaffe indkøb af hurtigt voksende kyllinger og erstatte med økologiske alternativer. Til omstillingen afsættes 192.000 kr. varigt i tråd med kommunens mad- og måltidspolitik.
Anlæg - investeringer i faciliteter til børn og ældre
Der investeres fortsat i anlæg for at sikre kapacitet og kvalitet i velfærden. Udover plejeboliger og skoleprojekter prioriteres bl.a.:
- Dagtilbudskapacitet i Rønde (31 mio. kr., 2026-2027)
- Ebeltoft Børnehus - ombygning/udvidelse af Æblehaven (11 mio. kr., 2026-2027)
- Udvikling af Hornslet Skole (25 mio. kr., 2026-2027)
- Ådalens Skole - faglokaler inkl. "Mødestedet Ådalen" (7 mio. kr., 2026-2027)
- Ådalens Børnehus - renovering/ombygning (7 mio. kr., 2026-2027)
- Nord/Sydvejen (45 mio. kr., 2026-2029)
- Cykelstier (kommunal medfinansiering i alt 18 mio. kr., 2026-2029)
- Botilbud, 4 nye boliger på Tendrup Møllevej (6,5 mio. kr., 2026-2027)
- Strategisk jordkøbspulje (12 mio. kr., 2029-2030)
Budget 2026 vedtages formelt til 2. behandlingen på Byrådsmøde den 8. oktober 2025
Syddjurs Kommune
Lundbergsvej 2 - 8400 Ebeltoft - Telefon 87 53 50 00 - Fax 87 52 11 36
Aftale om budget 2026-2029 ændringer drift endelig.pdf
Budgetaftale for Budget 2026 inklusiv underskrifter.pdf
Foto af repræsentanter for forligspartierne bag budgetaftalen for 2026 i Syddjurs Kommune 23. september 2025.jpg
Aftale om budget 2026-2029 Likviditetsprognose final.pdf
Aftale om budget 2026-2029 Resultatoversigt final.pdf
Aftale om budget 2026-2029 ændringer anlæg og øvrige final.pdf