Hele Byrådet bag Budget 2027: Markant løft af velfærden og investeringer i kommunens udvikling
Aftalen giver et markant løft i budgettet til ældreområdet, folkeskolerne og socialområdet og investerer samtidig i blandt andet natur, bosætning, erhvervsudvikling og cykelstier.
Alle partier i Syddjurs Byråd står bag aftalen om Budget 2027 og overslagsårene 2028-2030. Aftalen giver et markant løft i budgettet til ældreområdet, folkeskolerne og socialområdet og investerer samtidig i blandt andet natur, bosætning, erhvervsudvikling og cykelstier.
Samtlige partier i Syddjurs Byråd - Socialdemokratiet, Venstre, SF, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet - har mandag den 21. september indgået aftale om Budget 2027-2030.
Et centralt fokus i aftalen er den borgernære velfærd. Ældreområdet styrkes med 11,5 mio. kr. årligt. Pengene går blandt andet til flere sygeplejersker i borgerteams, flere medarbejdere i aftenvagterne på plejehjemmene, en styrket demensindsats og kompetenceløft af medarbejdere.
Folkeskolerne tilføres 5,5 mio. kr. årligt for at mindske den økonomiske belastning for den enkelte skole, når en elev visiteres til et specialtilbud. Samtidig afsættes 1,4 mio. kr. årligt til en tidlig og forebyggende indsats mod mistrivsel blandt eleverne.
På socialområdet tilføres 11,5 mio. kr. årligt. ud over midler til den demografiske udvikling. Det skal skabe et mere realistisk budgetgrundlag, som afspejler de forventede udgifter på baggrund af borgernes aktuelle behov. Samtidig fortsætter arbejdet med at styrke den faglige og økonomiske styring på området.
Frivilligheden får også et løft med budgetaftalen. Byrådet har allerede besluttet at udarbejde en ny frivilligstrategi i tæt samarbejde med civilsamfundet, og med Budget 2027 afsættes der midler til at etablere et frivilligcenter, der skal dække hele Syddjurs Kommune. Centret skal styrke samspillet mellem kommunen og de frivillige foreninger og gøre det lettere for flere borgere at engagere sig i frivilligt arbejde. Der afsættes desuden 350.000 kr. årligt til at styrke frivilligheden i hele kommunen.
Borgmester Michael Harregaard Stegger udtaler om budgetforliget:
"Vi står et godt sted økonomisk, og det giver os mulighed for at investere dér, hvor det kan mærkes i hverdagen. Vi styrker ældreområdet, skolerne og socialområdet, og samtidig investerer vi i natur, bosætning og udvikling i hele Syddjurs.
Jeg er rigtig glad for, at hele Byrådet står bag aftalen. Det giver et stærkt fælles udgangspunkt for de kommende år. Og så vil jeg gerne sige tak til de mange borgere, medarbejdere og foreninger, der har engageret sig og bidraget med høringssvar og input til budgettet."
Investeringer i udvikling og natur
Budgetaftalen fastholder ambitionerne for udviklingen af Syddjurs Kommune. Der afsættes samlet 3,2 mio. kr. årligt til at styrke lokalplanlægningen og de afledte myndighedsopgaver. Det skal øge kapaciteten til at understøtte bosætning, erhvervsudvikling og turisme.
Naturindsatsen styrkes med yderligere 2 mio. kr. årligt med fokus på blandt andet natur, skovrejsning og borgernes adgang til naturen. Indsatsen skal samtidig understøtte arbejdet med Grøn Trepart.
Der investeres også markant i cykelinfrastrukturen. I alt prioriteres 34,7 mio. kr. til cykelstier frem mod 2032, blandt andet mellem Rosenholm Slot og Mørke, fra Tved til Molsskolen, ved Hornslet Skole, mellem Nødager og Kolind samt mellem Rosmus og Tirstrup. I 2027 fokuseres på at modne projekterne, så de hurtigst muligt kan implementeres.
Flere muligheder for borgerservice tæt på borgerne
Budgetaftalen betyder også, at Borgerservice kommer tættere på borgerne. Der afsættes 540.000 kr. til personlig betjening på op til 12 nye lokationer rundt om i kommunen. Samtidig bliver der flere muligheder for at booke tid uden for almindelig arbejdstid, og kommunens callcenter vil fremover være åbent alle hverdage.
Udvalgte initiativer i Budget 2027
- Ældreområdet: 11,5 mio. kr. årligt til blandt andet flere sygeplejersker i borgerteams, flere medarbejdere i plejehjemmenes aftenvagter, styrket kvalitets- og demensindsats og kompetenceløft af medarbejdere.
- Folkeskolerne: 5,5 mio. kr. årligt til at reducere skolernes finansiering, når elever visiteres til specialtilbud. Derudover 1,4 mio. kr. til en tidlig og forebyggende indsats mod mistrivsel.
- Socialområdet: 11,5 mio. kr. årligt ud over midler til den demografiske udvikling for at skabe et mere realistisk budgetgrundlag.
- Plejeboliger: 41,9 mio. kr. til 14 ekstra demensvenlige boliger ved Frejasvænge. Der arbejdes videre med 50 plejeboliger i Ringparken i Ryomgård, og der afsættes 0,5 mio. kr. til at undersøge mulighederne for et plejehjem i Hornslet.
- Børn og unge: Fortsat et højt anlægsniveau med blandt andet udbygning af Pindstrupskolen, kapacitetsudvidelse i Rønde samt investeringer i Mørke Skole, Ådalens Skole og dagtilbud.
- Planlægning og erhverv: 3,2 mio. kr. årligt til at styrke kapaciteten inden for lokalplanlægning og afledte myndighedsopgaver. Der arbejdes desuden med fast-track for virksomheder med behov for planlægning eller myndighedsbehandling.
- Natur: Yderligere 2 mio. kr. til natur og skovrejsning samt arbejdet med Grøn Trepart.
- Cykelstier: 36,2 mio. kr. til en flerårig udbygning af cykelstinettet.
- Folkeparken i Ebeltoft: 8,6 mio. kr. i kommunal medfinansiering til Folkeparken som en del af Klimarobust Kystkultur.
- Nationalpark Mols Bjerge: Det kommunale bidrag til parkeringsfaciliteter ved det kommende velkomstcenter forhøjes med 5,9 mio. kr. til samlet 12 mio. kr.
- Borgerservice: Personlig borgerservice på op til 12 nye lokationer rundt om i kommunen og bedre muligheder for betjening uden for almindelig arbejdstid.
- Beredskab: 400.000 kr. årligt til en beredskabskoordinator samt 237.000 kr. til styrket rekruttering til det fælles beredskab.
- Anlæg: Syddjurs Kommune fastholder et højt anlægsniveau med investeringer på knap 700 mio. kr. i 2027 og overslagsårene, særligt i faciliteter til børn og ældre.
Budget 2027-2030 godkendes formelt ved Byrådets 2. behandling af budgettet den 7. oktober 2026.
Borgmester Michael Harregaard Stegger 23 72 86 78
Ole S. Hansen, Socialdemokratiet, 20 73 54 26
Christoffer Pedersen, Venstre, 30 26 21 24
Kirstine Bille, SF, 20 20 74 63
Kasper Kolstrup Møller, Konservative, 20 47 11 50
Erik Poulsen, Danmarksdemokraterne, 22 17 91 43
Jesper Yde Knudsen, Enhedslisten, 23 83 98 91
Heine Skovbak Iversen, Radikale Venstre, 21 17 16 27
Mette Foged, Alternativet, 51 80 75 50